Cirque Du Soleil er en visuel blanding af cirkus-artisteri og teaterkoncert, og kompagniet har fejret triumfer over hele verden med deres banebrydende shows. Nu kan magien opleves i 3D-filmen “Cirque du Soleil: Worlds Away”. Filmskaberne James Cameron (“Avatar”, “Titanic”) og Andrew Adamson (“Shrek”, “Narnia”) har lavet en film, som bygger på de ikke mindre end 7 forestillinger, Cirque du Soleil har kørende i Las Vegas netop nu. Andrew Adamson har skabt en ramme, som binder de mest utrolige elementer fra produktionerne sammen til en poetisk fortælling om to elskende, der skal krydse en drømmeverden for at finde sammen igen. James Cameron er kendt for at lave flotte special effects. Men effekterne her er virkelige: Artisternes rå, fysiske talent bliver der ikke pillet ved. Til gengæld bringer Camerons spektakulære 3D-teknologi tilskueren helt tæt på de smukke og ofte farefulde optrin.